Nu turde Vifil ikke beholde drengene længere; han bød dem drage til deres søster Signe, der var gift med Sævil, jarl på Sjælland. Dengang var Roar og Helge 12 og 10 år. Helge var den yngste, men den største. De var smukke og stærke drenge; men nu blev de klædt i usle, snavsede pjalter med store hætter, der næsten skjulte deres ansigter. Ingen, ikke engang Signe, måtte vide, hvem det var, for at Frode ikke skulle få nys om det.
Et par år efter blev Sævil og Signe bedt til julegilde hos Frode. Drengene bad om at komme med, men fik ikke lov. Da Sævil og Signe var rejst, red Roar og Helge alligevel efter dem.

De kom i susende fart, og da de var tæt ved Signe, blæste hætten af Helge. Signe så hans store lyse hår, og hun kendte sin broder. Hun græd, og hendes mand fik drengene til at vende om. Senere red de til kongsgården og kom der midt under gæstebudet. Signe blev angst, da hun så dem, og snart efter kom de også i stor fare. Frode spurgte nemlig en spåkvinde om, hvor Halfdans sønner var, og hun var lige ved at røbe det, men Signe kastede en kostbar guldring i hendes skød, og så tav hun. Kongen havde dog mær-ket, at spåkvinden vidste noget, og han tvang hende til at sige sandheden. Frode sagde, at næste dag skulle han og hans mænd opsøge Roar og Helge og slå dem ihjel; men denne aften ville de more sig.

Drengene havde imidlertid haft held til at slippe ud af borgen, og de sad ude i den mørke skov om nat-ten. Da kom en af deres venner til dem og rådede dem til at stikke skoven i brand. Det gjorde de, og snart efter vågnede Frode og hans mænd og så, at det flammede rundt om borgen. De sprang op og greb til våben, men de to drenges venner samlede sig om Roar og Helge, og det blev deres skare, der sejrede. Frode faldt i sin egen brændende hal. Roar og Helge blev nu konger i Danmark. De enedes godt. Helge, som havde et vildt sind, blev søkonge og fór på havet. Roar, som var stille og fredelig, styrede hjemme. Han byggede sig en borg, som han kaldte Roarskilde (Roskilde).